spinner
Hjem Info Betingelser Redaksjon Støttespillere Kontakt Doner | Din side
 
meny
meny
meny
meny
meny
Handlekurven er tom  Handlekurv

Susanne Christensen

[P]

 

Pigestilrevolution nu!

Det handler om at erobre rum, en gruppe unge kvinder løber hen ad gaden. Rummet der skal erobres er i dette tilfælde en dyr restaurant, kvinderne stopper op udenfor. En figur sidder sammenkrøbet, statueagtigt, indsvøbt i et stykke gråt stof – pigerne samles om den hjemløse med stor empati. En bil kører op foran indgangen, pigerne strømmer til bilen og begynder at synge a capella. De strækker hænderne ud, men det opstyltede par, som stiger ud ad bilen med to små forskræmte drengebørn mellem sig, ignorerer pigerne som følgelig løber mod kameraet og ind ad døren til restauranten. Pigerne danser rundt i restauranten og laver påstyr, de har overtaget scenen.

Sangen de synger handler om at definere begær; hvad har du lyst til, hvad har du virkelig, virkelig lyst til? Sangen er også et forslag til en ny lov, det er en række parforholdsetiske udsagn. Men først og fremmest er det en sang om venskab, piger imellem. Den nye lyst som danner basis for den nye lov synges frem som spørgsmål og svar pigerne imellem: ingen kærester skal splitte søsterskabet op og det pigerne føler ligger i sidste ende udenfor sprogets grænser; hvad har du lyst til, hvad har du virkelig, virkelig lyst til? Svaret er ”zig zig ha” og betyder ingenting, det er ren lyd, et energiord fra kroppen der vælder op og oversvømmer den velkendte, rationelle sproglige orden.

I 1996 overtog det engelske konceptband Spice Girls en ellers maskulint domineret musikscene fuld af (lige så) konstruerede boy bands som Take That og Britpopbands som Oasis. Sangen ”Wannabe” slog ned som en bombe og sloganet som fastslår bandets position er enkelt og klart: Girl Power! Budskabet er affirmativt og dermed også ekstremt salgbart. De fem piger udgør hver sin type, designet er ikke til at slå, dette handler om identifikation piger imellem. Og lige dér rammer pilen i plet midt i skønhedsindustriens pumpende hjerte, hvad er det du vil have, hvad er det du virkelig, virkelig vil have? Svaret er nemt nok for en ung pige; hun vil have en slagkraftig identitet, hun vil have samme hår som Scary Spice, hun vil have samme grønne tank top, booom!

Men bare fire år tidligere er der andre der sysler med Girl Power – amerikanske art world darling Sadie Benning begynder allerede som 15-årig at indspille små film med et legetøjskamera, effekten er et fokus som virker ekstremt subjektivt, ”det lille blik”, pigeblikket. Dette blik er læsende, gennem billedcollagerne strømmer små håndskrevne papirlapper der f.eks. fortæller om en veninde der er blevet voldtaget eller spørger hvorfor piger ikke kan gifte sig med hinanden. Bennings film fra 1992 hedder ”Girl Power” – noget summer, noget er på gang, en slags mumlende samtale har taget sin begyndelse.

Året før modtager Allison Wolfe (senere i bandet Bratmobile) et brev fra veninden Jen Smith, det er tidens raceuroligheder og en sag om sexchikane der diskuteres, Smith skriver: ”We need a girl riot.” Det vi kender som trediebølgefeminisme eller queerfeminisme, som har et udpræget konstruktivistisk, anti-essentielt syn på køn, er ved at spire frem i løbet af 1990-tallet, en feminisme som ikke nøjes med demonstrationstoget som udtryksform, men som også frisætter en strøm af aktivt kultur- og kulturkritikproducerende feminister af alle køn.

Et af de tidlige pre-elektroniske kommunikationsformer er håndskrevne breve og små hjemmeproducerede tidsskrifter, fanziner. Æstetikken er nødvendigvis enkel og rå, præcis som i Bennings film; erfaringer pibler frem som før blev skrevet ned og gemt bort i hemmelige dagbøger. Brevene og fanzinerne er en græsrodsreaktion på en krise i medielandskabet, det er håndskrift versus logo, xerox versus glittet papir. Og inspireret af den nok så maskuline og guitarekvilibristiske hardcore punk er det vred, elektrisk, uassimilérbar støj versus Karen Carpenters skønne harmonier som elegant skjuler et forstyrret forhold til kroppen.

Kathleen Hanna (senere i bandet Le Tigre, et band som i sin spæde begyndelse også inkluderede Sadie Benning) og Tobi Vail laver et fanzine sammen der hedder Bikini Kill, de to møder hinanden i det levende kunst- og musikmiljø i Olympia, Washington. Bikini Kill er håndskrift og xerox, det som mangler nu er bare vred, elektrisk, uassimilérbar støj. Og fanzinet skal faktisk snart udvikle sig til et band; we need a girl riot, we need riot grrrls, noget er sat i bevægelse, en slags mumlende samtale har taget sin begyndelse.

Revolution Girl Style Now er både navnet på den første sang som Kathleen Hanna (vi må være ærlige og kalde Hanna for riot grrrl-bevægelsens mest fremtrædende ikon), Tobi Vail, Kathi Wilcox og Billy Karren indspillede under navnet Bikini Kill og en bog om bevægelsen som kom ud i 2007. Det der menes er selvsagt noget i stil med ”revolution i pigestil nu”, men den lettere omskrevne version er bare få millimeter væk: ”revolutionerende pigestil nu”. Den verdensomvæltende, nye etik (vælg én i bunken), som revolutioner baserer sig på, hævdes altid at springe ud af et totalt mørkelagt rum, befriet for billeder af sig selv – som ren, ufiksérbar handling; en hjertets revolution, fødsel og spontanabort i samme bevægelse, kroppens umiddelbare reaktion på en tyngende overmagt.

En filosofisk diskussion om kausale sammenhænge mellem skriget og billedet af skriget – skrigets stil – ligger snublende nær. Jeg skal ikke tage den her, blot konstatere at oprør mod en rådende orden nødvendigvis også er et oprør mod en given æstetik som igen, i kraft af sin revolutionære gestus, er form- og stilproducerende. Et metafor for denne dynamik kunne findes i geologien: tænk lavastrømme, den eruptive, glødende stenmasse hvis overflader langsomt stivner i endeløst forskudte lag.

Riot Grrrl – Revolution Girl Style Now giver en fin oversigt over 90-tallets mangefacetterede riot grrrl-bevægelse som vi bl.a. følger gennem fire lange essays trykt på groft, absolut-ikke-blankt papir sat i tiltalende collageæstetiske omgivelser. Bogen har sin egen MySpace-side og sin egen gruppe på Facebook, således bevares markedsføringen (som også denne tekst er del af) på et samtalens summende niveau, mimende bevægelsens egne etiske standarder. Riot grrrl-bevægelsen står først og fremmest for organisering og promovering af pigebands og koordinering af festivaller og shows, gruppemøder, netværker, kollektiver og støttegrupper, selvforsvarskurser og aktivisme, så som støttekoncerter – og mediet er en blomstrende, hjemmestrikket skriftkultur i form af fanziner og diverse netsider.

Revolutioner handler vel dybest set om at kaste en dominerende orden op. Karen Carpenters døtre kastede op i toilettet, kastede et selv op der ikke var plads til i de trange kjoler, et selv som i sidste ende ikke kunne fikseres til et billede, som ikke kunne anrettes på middagsbordet foran et begærende blik. Riot grrrl er med til at reversere denne kollektive opkastmekanisme til pigernes egen fordel – de kaster ikke længere sig selv op, men den kultur som de har tvangsspist af så længe.

At skrige, lave støj og kaste op har 70-tallets punkbevægelser for længst taget patent på, og nogle piger hænger selvsagt med her. Nogle af disse – som Siouxsie Sioux og Patti Smith – opnår endda ikonstatus på linie med Johnny Rotten og hans venner. Men at hænge med er ikke riot grrrls deal, riot grrrl vil se pigerne som selvstændige, kulturelle producenter, riot grrrl vil se pigerne – i udviddet betydning – skabe en kultur fri fra domesticering ind i et forudsigeligt heteronormativt dukkelandskab. Riot grrrl er at betragte som en af mange mulige identitetsmaskiner som bygger op og spiller ud en modkulturel persona, en persona som næres af et antagonistisk forhold til billedet af en tyngende, kvælende og korrigerende mainstream-kultur. Jeg skal i det følgende ridse op en kort tidslinie for riot grrrl-bevægelsen og også tale nærmere om musikken, men lad os først tage et lille strategimøde. Sådan lyder det fx i fanzinet Muffled i 1992:

A REVOLUTIONARY PLAN
Michelle + me > inspired by riot grrrl fanzines > write own fanzine > read by those people who haven’t already done fanzines > they do their own fanzines > creates underground movement unspoilt by media > word is spread by word of mouth, fanzines, music, poetry, action > we become our own ”pop stars”, ”authors”, we are all ”famous” > each individual’s self-esteem improved by contact w/ like-minded people > we go out and inform others > new confidence improves all parts of our lives > no longer bow down to the whims of others > a new equality, etc.

Modsat 70ernes mere glamourøse, (anti-)modeophængte punkscener rundt bands som Sex Pistols og New York Dolls så er den amerikanske hardcore-scene i de tidlige 1980ere sammenbidt, optaget af instrumenthåndtering (tempo er kodeordet) og ekstremt – næsten eksklusivt – maskulin. I Olympia, Washington er tonen imidlertid anderledes, her er en ny, blid popsensibilitet ved at spire frem rundt pladeselskabet K Records, initiativtager Calvin Johnson og bands som Beat Happening. Stemningen i musikken er drømmende og pre-pubertær og instrumentkompetance underordnes et udtryk bygget på blåøjet passion for at gøre-det-selv; springe på scenen og synge hjertet ud som du nu bedst kan. Man vil putte geeks og ikke mindst geek girls – som vi kender dem i filmene Welcome to the Dollhouse (Solondz, 1995) og Ghost World (Zwigoff, 2001) – på scenen og skrive sange om følelser og erfaringer som massemedierne finder banale og uinteressante.

Det er i dette miljø folk begynder at koble sig sammen, det er her en slags mumlende samtale langsomt tager sin begyndelse. Tobi Vail spiller i band med Johnson og udgiver fanzinet Jigsaw, Vail møder den unge kunststudent Kathleen Hanna, der ernærer sig som stripper, og ud af dette møde opstår fanzinet, og senere bandet, Bikini Kill. Johnson ringer til Allison Wolfe på valentinesdag og overtaler hende og veninden Molly Neuman til at spille en koncert sammen og sådan bliver bandet Bratmobile til. På koncerter inviteres piger op på scenen for at snakke i mikrofonen, temaerne er samme smertepunkter som der kredses om i fanzinerne; forholdet til kroppen, spiseforstyrrelser og selvskadning, abort og seksuelle følselser og erfaringer der falder udenfor de herskende normer. Området foran scenen (kendt som ”the mosh pit”), hvor den vildeste dans gerne foregår, ryddes konsekvent for at skabe plads til de piger som ellers er for forsigtige og tilbageholdende til at deltage i den slags aktivitet. Dette skaber kraftige modreaktioner, kampen om plads i det offentlige rum – hér koncertsalen – er i gang.

I 1991 afholdes International Pop Underground Convention i Olympia og på åbningsaftenen er programmet domineret af pigebands der spiller under banneret Love Rock Revolution Girl Style. Musikscenen i nabobyen Seattle er blevet fokuspunkt for al verdens musikpresse da Nirvana brager igennem på hitlisterne med singelen ”Smells Like Teen Spirit” og salgsprisen på konstruktionen grunge går helt i skyerne. I 1992 afholdes den først Riot Grrrl Convention i Washington DC og pressen begynder langsomt at fatte interesse, nu hvor de alligevel hænger ud i den ende af verden. Kontakt skabes tværs over Atlanten, det britiske band Huggy Bear træffer Bikini Kill og den revolutionære energi og retorik strømmer ud i begge bands’ sange som Huggy Bears ”Her Jazz” og Bikini Kills ”New Radio” og ”Rebel Girl” – pigerne graver i musikhistorien og en alternativ pigepunkkanon smedes sammen af navne som Joan Jett, The Raincoats, Au Pairs, Delta 5, X-Ray Spex og The Slits.

Men hvornår og hvordan er det at ”se på mig” bliver til ”ikke se på mig”? Medierne på begge sider af Atlanten skriver nu jævnligt om riot grrrl som et fænomen og blikket udefra gør noget ved dynamikken. Spørgsmål om repræsentation opstår og da mest som en diskussion om diskrepansen mellem selvforståelse og mediabillede. En media black-out er resultatet og grænser tegnes op mellem et tungt industrielt maskineri der sprutter billeder af riot grrrl ud, som egner sig for kopiering, identifikation og salg, og det som dele af bevægelsen opfatter som en autentisk kerne – protesten, kampen for rum og glæden ved musikken.

I 2008 er riot grrrl for længst gået elektronisk og lever videre som et mangehovedet pigemonster som titter frem på både groft og glossy papir, på net og som brøl og skrig og retorik, som show og fest og politik – sig mig hvad du vil have, hvad du virkelig, virkelig vil have? Billetterne til Spice Girls’ genforeningstourné blev netop udsolgt på bare 38 sekunder. Sig mig hvad du vil have, hvad du virkelig, virkelig vil have? Joan Jett skriver om en møgirriterende riot grrrl, en uafrystelig do-gooder der arbejder på mange planer for at ændre verden i sangen ”Activity Grrrl” (1994):

She works real hard to try to make things right
To see if she can find a reason for what's wrong in life
She puts her thoughts into magazine form
And passes them all around her dorm
Showing me another way another way to fight

She spends her days involved in community things
And at night she'll go out to a club where she likes to sing
She teaches so the others will know
There's more beneath the skin that doesn't show
And she's looking at the challenge that tomorrow's bringing

Activity Grrrl trying to change the world
She's gonna knock on your door
Activity Grrrl in an uptight world
She's impossible to ignore

Tidligere publisert i Klassekampen, 05.01.2008

Publisert: 13.2.2008

Riot Grrrl: Revolution Girl Style Now!

Riot Grrrl: Revolution Girl Style Now!

Nadine Monem


Riot Grrrl is a vivid documentation of the fierce music, renegade art and independent literature that emerged from...

Les mer

260,-
Girls Make Media

Girls Make Media

Mary Celeste Kearney


More girls are producing media today than at any other point in history, and they are using virtually every format currently possible to do so....

Les mer

175,-