Jenny Tunedal

Norsk // English

Digtet som hjem, digtet som krig

Kapitel ett

Der var en, som sagde til mig, at man sagde: Jenny Tunedal har skrivit en bok om ensamhet. Men det, han ville sige til mig, var noget andet: Läsa sviten ‘Egna hem’, den älskar jag. Der startede jeg. I et indlysende vi. I ”den lykkelige familie”, som gør digtet til et hjem. I sollyset, abrikoslyset, det dirrende mælkehvide lys, den gyldne dis. To mænd med lykkelige ansigter, brune arme og stærke hænder bygger en mur, lægger grunden. Digtet får altaner og svalegange, i dets have vokser solsikker, på dets bagtrappe kan jeg lugte naboernes frikadeller, husdyr og parfumer. Jeg står uden for digtet, i regnen, det er oplyst indefra, familien er forsamlet foran tv’et. Jeg banker på dørene, hamrer med en grammatisk finger på ruden. Er det sådan, jeg er ensom? Ensomhed forbløffer også børn og dyr. ”Hur kan vi då veta att vi fortsätter med kärleken trots avbrotten för sorg, missforstånd, resor, pubertet, ensamhet”. Sorg er et ord, der er plads til i digtene, ligesom der hurtigt kan stå kærlighed og længsel. Sætningerne er ikke bange for at omtale det sarte og skrøbelige, sætningerne er selv stærke. ”Försök förstå vattnet genom att lysa upp underifrån, försök förstå dessa lyckliga barn.” Børnene løber gennem husets værelser, de dufter af pæreblomster, pebermynte, sommereng, havbrise og fyrretræ. Solen skinner igen, den varmer huden. Træerne har et andet dryppende mørke.

Mitt krig, sviter

Hvordan kan Jenny Tunedal tillade sig at kalde en bog ”Min krig”? Hvordan kan man skrive krigen ind i det intime rum? Alene titlen gør bogen farlig, i mine øjne. Med de bange øjne læser jeg digtene, synker ind i det dunkle og dystre. Den livslange krig i familien. Mor og barn, som både elsker og kæmper med hinanden: ”barnet började skrika redan inuti kroppen”. Fjernsynet i dagligstuen, blodige beskidte billeder, bunker af lig i grøften, hvidt støv der lægger sig over anonyme ansigter. Det, jeg er bange for, er allerede sket, krigen er min, hvis jeg siger jeg og vi. I bogens sidste tredjedel taler digtene soldaternes sprog. Et dødt, kuet sprog, fastlåst i et ubestemmeligt terræn, hvor krigen udspiller sig, og kroppene færdes. Kun nogle få konkrete substantiver skaber fornemmelsen af et rum: Palmer, strand, vand, vilde hunde, rosa tåge, jord og træer. Vi skal dø eller dræbe. Vi har ikke ord for det, der sker med os. Vores sprog er blodfattigt, vi gentager os selv. Vi kan ikke se noget. Det er nat, og alting brænder. ”Mörkret brinner/Vi ska vara i mörkret/Det måste vara enkelt/Det är enkelt”. Krigen har ingen ord for det komplekse og nuancerede, krigen taler kun i korte hovedsætninger, dræb eller dø, ”det finns ingen annan värld” og ”Det finns ingen annan verklighet”. Men der findes en anden virkelighed, i resten af bogen. Den komplekse kærlighedskrig mellem mor og barn står ved siden af soldaterjegernes forenklede verden: en urimelig sammenstilling. Tunedals egensindige, modige beslutning.

Julie Sten-Knudsen

Hooshyar Ansârifar

Paal Bjelke Andersen

Ali Reza Behnâm

Paal Bjelke Andersen

Gunnar Berge

Jonas (J) Magnusson

Christophe Hanna

Gunnar Berge

Arve Kleiva

Audun Lindholm

Klimakrisen

Olga Ravn

Franck Leibovici

Gunnar Berge

Eileen Myles

Mathias Danbolt

Solmaz Naraghi

Paal Bjelke Andersen

Erlend Nødtvedt

Cathrine Strøm

Politikk Poetikk Praksis

Politikk Poetikk Praksis

Lars Mikael Raattamaa

Lyra Ekström Lindbäck

Olga Ravn

Susanne Christensen

Daniela Seel

Susanne Christensen

Mazdak Shafieian

Leif Høghaug

Lars Skinnebach

Olga Ravn

Miia Toivio

Leevi Lehto

Jenny Tunedal

Julie Sten-Knudsen

Andreas Töpfer

Audun Lindholm

Aina Villanger

Ane Nydal

Audiatur Waste Land er en poesibiennale som arrangeres 12. til 15. april i Bergen. Dette er femte gang Audiatur – Festival for ny poesi avholdes, første gang var i 2003. Festivalen har i 2005, 2007 og 2009 publisert omfattende kataloger som er tilgjengelige gjennom Audiatur bokhandel.

I år tar festivalen udgangspunkt i T.S. Eliots berømte dikt «The Waste Land» (1922), et dikt som i stor grad består av sitater («a heap of broken images»), et ikonisk modernistisk dikt formet som et apokalyptisk kor av stemmer. Audiatur Waste Land er ikke en hyllestfestival til et kanonisert verk, men vi ønsker å bruke diktet som konseptuelt rammeværk, som inspiration og som «ryggrad» i programmet. I forbindelse med festivalen produseres et innholdsrikt programhefte, to oversettelser av fransk og iransk poesi og siden en festivalavis som samler dokumentation og materiale i etterkant av festivalen. Politikk Poetikk Praksis vil være tilstede under festivalen og både blogge og spontanprodusere materiale. Med deltakere fra Iran, Frankrike, Tyskland, USA, Norge, Sverige, Finland og Danmark presenterer Audiatur Waste Land fire dager med oplesninger, forelesninger, konsert, utstilling, performance, paneldebatter med mere på sentrale steder i Bergen.

I etterkant av Audiatur Waste Land holdes ytterligere to arrangementer i 2012: I Oslo 25. mai inviterer vi i samarbeid med Folkebiblioteket og Deichmanske bibliotek, avd. Grünerløkka til et møte med den fransk-amerikanske forleggeren, litteratur- og kulturteoretikeren Sylvère Lotringer kjent fra forlaget Semiotext(e) og 21. juli kommer litteraturprofessoren og avantgardespesialisten Marjorie Perloff til Bergen.

Velkommen!

Arbeidsgruppen består i 2012 av Karl Larsson, Cathrine Strøm, Martin M. Sørhaug, Simen Hagerup, Paal Bjelke Andersen, Thomas Lundbo og Susanne Christensen.