Lars Skinnebach

Norsk // English

I SKRIFTENS BIOSFÆRE

Om Lars Skinnebach og Klimakrisen

Der er så meget, man kan skrive om Lars Skinnebachs forfatterskab, det strækker sig som en lang fortsat skrift fra bog til bog. Stærk kærlighed til en nyfødt datter i det ene digt, dybt selvhad og læserhad i det næste, som i suiten ”Læs mig, jeg har store bryster” fra Din misbruger (Gyldendal, 2006), en suite, der efterhånden har antaget karakter af ny-klassiker i dansk litteratur. Den markerer en særlig brug af stemme, som har været stærkt udbredt i dansk digtning, at rase mod sit eget jeg, at afbryde sin tale, at hade det subjekt, man springer ud af, mistanke overfor jeget, mistanke overfor betydningen, at være et piksvin, at die ved bryster fulde af sten. Det kan være poesien, en stenhård næring, uforsonlig, Lars Skinnebach, han skriver som en fuld mand, som en liderlig, som en ulykkelig, nådesløs shaman nogen gange. En misbruger, sin fars søn.

Hele tiden i digtene også en underlig og meget præcis, nærmest skrøbelig, fornemmelse for billedet. I det rasende ønske om at smadre: hele tiden kærlighed til de skove, til de myter, som teksten samtidig vil vaskes ren af.  Længslens objekt er lakeret af had, at hade det oprindelige, at hade betydningen, at længes efter den samtidig, at ville kopulere med betydningen, at lovprise skriget, ensomheden, at sige: selvom det hjælper, hjælper det ikke.

Få digtere har som Lars Skinnebach påvirket den yngre generation af digtere i Danmark, og han fremstår i den litterære offentlighed som en enigmatisk, agiterende karakter, der på scenen taler  med lige dele raseri og ulykke i stemmen og med en særlig voldelig humor.

Hvor hans digte tidligere udgjorde vrængende slagmarker, hvor stat og intimitet var hinandens vrangsider, synes de klare politiske udmeldinger i den seneste bog Øvelser og rituelle tekster (Afterhand, 2011) at have banet vejen for en ny og klarere patos end tidligere, et fastere erindrende jeg. ”Far var ædru” står der, ”Jeg så ham aldrig drikke i naturen. Naturen var hellig.” Det grønlandske landskab, hvor sønnen tager på jagt med sin far, knyttes i bogen sammen med et politisk projekt. Om jagten, denne urscene, skrives der: ”det gav mig nogen grundlæggende forestillinger om et utopisk land.” Utopien og den skrøbelige relation til faren skrives sammen i en lang penduleren mellem poetik, politik og erindring. Kunsten fremskrives som det sted, hvorfra der kan strømme nye mulige livsmåder, nye skove. Kunsten bliver det sted, hvorfra en egentlig verdensomvæltende bevægelse kan komme fra. Skriften bliver i sig selv en biosfære, en mulig utopi at tage bolig i. Det gør det muligt for Lars Skinnebach at skrive ”kunst der ikke beskæftiger sig med klimakrisen er ikke værd at beskæftige sig med”, fordi selve relationen til andre mennesker afhænger af det utopiske sted, af den hellige natur, af afværgelsen af dens ødelæggelse.

Et sådan forsøg på afværgelse møder man måske hos den musikalske duo Klimakrisen, hvor Skinnebach sammen med digter og musiker Theis Ørntoft messer legende og ildevarslende om katastrofens kommende bølger, om ”at løbe fra det hele”, sange som kærlige, desperate ritualer, der bærer muligheden for både utopi og apokalypse i sig.

Man kan sige, i Lars Skinnebachs forfatterskab kan det ikke lade sig gøre at adskille klimakrisen fra den intime katastrofe. De to belyser hinanden. Storpolitiske problemer er indfoldet i den mest intime relation og omvendt. Den intellektuelle diskurs er for altid vokset sammen med den intime tale, en ømhed, der opstår med krisens mærke på sig, en far og en søn, der tager bolig i en orange container ved søen, ved 3. fjord; containeren, en fed dråbe af civilisation mellem granerne, som digtet, svanger med rasende utopier.

Lars Skinnebach er født 1973, han debuterede med digtsamlingen Det mindste paradis (Gyldendal, 2000), siden har han bl.a. udgivet fem digtsamlinger, hvor af Øvelser og rituelle tekster er den seneste.

 

Olga Ravn

Hooshyar Ansârifar

Paal Bjelke Andersen

Ali Reza Behnâm

Paal Bjelke Andersen

Gunnar Berge

Jonas (J) Magnusson

Christophe Hanna

Gunnar Berge

Arve Kleiva

Audun Lindholm

Klimakrisen

Olga Ravn

Franck Leibovici

Gunnar Berge

Eileen Myles

Mathias Danbolt

Solmaz Naraghi

Paal Bjelke Andersen

Erlend Nødtvedt

Cathrine Strøm

Politikk Poetikk Praksis

Politikk Poetikk Praksis

Lars Mikael Raattamaa

Lyra Ekström Lindbäck

Olga Ravn

Susanne Christensen

Daniela Seel

Susanne Christensen

Mazdak Shafieian

Leif Høghaug

Lars Skinnebach

Olga Ravn

Miia Toivio

Leevi Lehto

Jenny Tunedal

Julie Sten-Knudsen

Andreas Töpfer

Audun Lindholm

Aina Villanger

Ane Nydal

Audiatur Waste Land er en poesibiennale som arrangeres 12. til 15. april i Bergen. Dette er femte gang Audiatur – Festival for ny poesi avholdes, første gang var i 2003. Festivalen har i 2005, 2007 og 2009 publisert omfattende kataloger som er tilgjengelige gjennom Audiatur bokhandel.

I år tar festivalen udgangspunkt i T.S. Eliots berømte dikt «The Waste Land» (1922), et dikt som i stor grad består av sitater («a heap of broken images»), et ikonisk modernistisk dikt formet som et apokalyptisk kor av stemmer. Audiatur Waste Land er ikke en hyllestfestival til et kanonisert verk, men vi ønsker å bruke diktet som konseptuelt rammeværk, som inspiration og som «ryggrad» i programmet. I forbindelse med festivalen produseres et innholdsrikt programhefte, to oversettelser av fransk og iransk poesi og siden en festivalavis som samler dokumentation og materiale i etterkant av festivalen. Politikk Poetikk Praksis vil være tilstede under festivalen og både blogge og spontanprodusere materiale. Med deltakere fra Iran, Frankrike, Tyskland, USA, Norge, Sverige, Finland og Danmark presenterer Audiatur Waste Land fire dager med oplesninger, forelesninger, konsert, utstilling, performance, paneldebatter med mere på sentrale steder i Bergen.

I etterkant av Audiatur Waste Land holdes ytterligere to arrangementer i 2012: I Oslo 25. mai inviterer vi i samarbeid med Folkebiblioteket og Deichmanske bibliotek, avd. Grünerløkka til et møte med den fransk-amerikanske forleggeren, litteratur- og kulturteoretikeren Sylvère Lotringer kjent fra forlaget Semiotext(e) og 21. juli kommer litteraturprofessoren og avantgardespesialisten Marjorie Perloff til Bergen.

Velkommen!

Arbeidsgruppen består i 2012 av Karl Larsson, Cathrine Strøm, Martin M. Sørhaug, Simen Hagerup, Paal Bjelke Andersen, Thomas Lundbo og Susanne Christensen.