Jenny Hval (N)

Susanne Christensen om Jenny Hval

Spørgsmålet er, om det i skrivende stund overhovedet er muligt at tale om Jenny Hval (f. 1980). Den hvalske skrift er overalt – i aviser og i tidsskrifter – alligevel er den skrivende endnu ikke blevet til. Det afgørende skridt ind i en fuldgyldig kunstnerisk identitet, den skønlitterære debut, er endnu ikke at finde i butikkerne. Alt, vi har at holde os til, er således et splittet billede, tekster der blæser i vinden, strøet ud over flygtigt papir: en skrift som findes i verden, men næppe giver den skrivende retten til iklæde sig den gyldne krone: “Forfatter.”

På en anden scene er Hval imidlertid allerede trådt i karakter. Ikke alene har hun støttet sig til skriften, men vi kender hende under navnet Rockettothesky, et one woman band, som på sin MySpace-side præsenterer sig under så forskellige genrebetegnelser som a capella, trance og shoegaze; det første sikkert for at understrege det stemmebaserede, det stemmebårne: måden, hvorpå stemmens transformative, teatermaske-agtige kvaliteter undersøges, og de næste to formodentlig for at gøre opmærksom på et indadvendt og drømmende udtryk, hvor der anvendes både elektroniske og akustiske instrumenter. I Rockettothesky folder Hvals stemme sig ud i et spektrum midt mellem Liz Fraser (kendt fra Cocteau Twins) – en stemme (ofte lys som en drengs), der synes at komme fra et sted under vand, fra en livmoders dybe, mørke hule, og som ikke former genkendelige ord, men snarere artikulerer sig via serier af rytmiske, sprog-efterlignende lyde – og Laurie Andersons computergenererede, ironiske og intelligente, kulturkommenterende talebobler.

På skriftsiden har Hval flere gange samarbejdet med forfatteren Inger Bråtveit om sceneprojekter, hvor både lyd og tekst indgår; hun har udgivet essays, anmeldelser og interviews i bl.a. Samtiden, Vinduet (hvor hun også er redaktionsmedlem) og i Vagant; i Klassekampen optræder Hval som musikklummeskriver extraordinaire; og i alle disse inkarnationer formår hun med jævne mellemrum, og med stor kraft, at kortslutte forbindelsen mellem essaystik og poesi. Hendes tekster om musik synes typisk at være skrevet inde fra midten af værket, der omtales; energien fra oplevelsens mest hektiske fase bæres med, hvilket nemt kunne resultere i hyperbolsk beatlitteratur, men hos Hval, besynderligt og prisværdigt nok, frakobles den analytiske sans sjældent, uanset regnen af indtryk.

Teksten “Timeless animals” (Vagant 1/08) er på den ene side et essay om Chris Markers film La Jetée (1962), på den anden side en langt mere abstrakt og personlig undersøgelse af bevidsthedsrum; går det an at forestille sig drømmen, mindet, kunsten (i dette tilfælde filmen) og nærværet som parallelle rum, hvor deres indbyrdes forskel som det eneste består i en slags gradbøjning? Eller mere præcist: Hval taler om lag på lag af rum inden i rum. Hun beskriver typisk den transformative (kunst)oplevelse som en tilstand, hvor landskabet smelter – hvor de forskellige bevidsthedsrum begynder at blive flydende, flyder ind i hinanden. Det, som udgør identiteten, er ikke bare mindet, det er også drømmen, og – ikke mindre væsentligt – også kunsten kan forstås som et slags minde og er dermed lige så afgørende for selvets tilblivelsesprocesser, som for eksempel indtrykket af en mor kan være det.

I essayet “David Bowie, min mor” (Samtiden 3/08) sammenlignes billederne af David Bowie i 80erne med billederne af Hvals egen mor, som har visse udseendemæssige lighedstræk med Bowie. Hval beskriver opvæksten i løbet af 80erne; hun er barn af den visuelle kultur, hvor moderbindingen pludselig får konkurrence fra pop-ikonet, som via musikvideoen flyttes ind i alle hjem. Bowies androgyne udseende, evige maskespil og glitrende aura har samme dragende kraft, samme bevidsthedsmæssige tyngde som ophavet, ja, både Bowie og moren indgår i en slags ophavsblanding, en sammenvævet, glitrende ikonografi, der er med til at forme et barn, hvis identitet ikke længere er enkel og rodfæstet, men snarere består af en evigt flydende, foranderlig bevægelse. Hval fokuserer ved tekstens afslutning på moren, mens denne i båd er på vej ind til fastlandet fra den skotske ø Lismore:

Og i dette øyeblikket jeg ser gullstoffet, håret, min egen mor i Bowie-bildet hører jeg et slags klikk inne i meg. Som om jeg husker noe jeg hadde glemt, husker hvor jeg kommer fra. Jeg ser dem der ute, krusende på bølgetoppene: refleksjonen av Bowie i vinduet, og bak: gullkjolen blinker, symaskinen durrer, blankpusset av sjøskummet. En søm gjennom havet til meg.

Sådan lyder skabelsesberetningen. Hun fortsætter: “Og havet hører: når vi synker, legger hver bølge seg over meg som et hudlag, tynn som et fotografi, og jeg ser trykket i dem: mamma, Bowie, mamma, Bowie.” Fra et sted under vandet stiger billedet af moren op, og: “Jeg tar hånden hennes, og ser gjennom eyes of blue. Innerst inne i henne, midt i den ene pupillen, banker en liten perle: jeg.”

Det er med et sus af forventning, at jeg genlæser dette essay, for der er grund til at formode, at teksten knytter sig nært til den kommende roman, betitlet Perlebryggeriet. Perlen er som bekendt en forstyrrelse i muslingens indre, et fejlagtigt indtrængt sandkorn, der forsøges isoleret ved hjælp af lag på lag af perlemor. Hval vover at drømme i vågen tilstand på landets avissider, en ellers drømmeløs ørken, og scenegulvet indtages af en kunstner, vi allerede kender fra koncertsalene, på én og samme tid spinkel og gutsy, med både kraft, mod og kunstnerisk integritet, i en tværæstetisk kontekst, der helt sikkert vil klæde hendes virke som en anden, glitrende, guldkjole.

Én kommentar til “Jenny Hval (N)”

  1. Høstdebutanter 2009, del 1 (Mono) « Bharfot Sier:

    [...] Jenny Hval: Perlebryggeriet. Jenny Hval er musiker og tekstforfatter, kjent under artistnavnet Rockettothesky. Det litterære miljøet har lenge ventet på en bok fra henne, og nå er den her, i form av en slags roman. «Eplene spredte seg utover hver krok av leiligheten.» «Jeg tenkte på å bite der hun hadde bitt for å se om jeg kunne skjelne smaken av spyttet.» Jenny Hval leste om råtnende frukt. (Foto: Oda Bhar) [...]

Legg inn en kommentar