Mara Lee (S)

Susanne Christensen om Mara Lee

Mara Lee (f. 1973) debuterer i 2000 med en af de mest nådesløse digtsamlinger i nyere nordisk samtidslitteratur: Kom. På omslaget viser forfatteren demonstrativt sin nakke frem, som det lyder i teksten: “Din nacke gjorde motstånd mot hans blick; rent, skulpterat kött.” Der er tale om prosadigte, alle sat ind i den samme, konceptuelle ramme. På omslaget betegnes Kom som en roman, og der er en vis logik i dette: Der findes et narrativ, men det er radbrækket. Kom former sig i fem næsten ens scener; alle foregår i det samme dystre strandlandskab, alle fremviser en række repetetive handlinger, udvekslinger, mellem to kroppe, og alle starter med et mørkt: “Kom. Han skulle vara nästen lika verklig som du.” Grænserne mellem kroppen som krop (levende) og som objekt (død) er hårfin, møderne mellem de to kroppe er erotisk ladet, den passive kvindekrop udgør et materiale som formes som en anden skulptur, som demonteres, belyses af et blik, bearbejdes. Undersøgelsen af kroppen er så distanceret i sin intimitet at det nærmer sig en dissektion: den skopofile drift byder han at bryde ind i de mest utilgængelige hulrum i kvindekroppen, en krop der byder ham at fortsætte, der synes at åbne sig for hans videre mutilation: “Han befriade dig. Från orden, rösten och andningen.”

Kom følges af et manifest hvor Lee skriver om den postpornografiske litteratur; den udtrykker sig gennem imperativer på samme måde som det ses i madopskrifter, men modsætter sig en dramaturgi med samme forudsigelige spændingskurve som den mandlige orgasme. Den køligt iagttagende, dissekerende part er også forfatteren selv. I et interview i Vagant #1-2/03 udtaler Lee: “Jeg ville skrive om intime ting, men på en distanceret måde, uden et jeg i teksten. Deri består volden, distancen udgør volden.” Lee siger videre, at hun ikke føler sig som del af en bølge af yngere, kvindelige digtere som tematiserer erotik, hun føler sig “mere beslægtet med Johan Jönson. Han skriver om kroppen som fedt, det er litteratur der gør dig syg, der findes intet begær. Der findes ingen forsoning, ingen livsbejaelse.”

I 2004 udkommer digtsamlingen Hennes vård hvor ordene (med påfaldende lydelig nærhed) “vård” (“omsorg”) og “våld” (“vold”) måles op mod hinanden. Hennes vård publiceres tilfældigvis samtidig med at billederne af grufulde torturscener fra Abu Ghraib-fængslet i Irak prydede alle avisforsider. De teatrale iscenesættelser af fangerne, som minder om scener fra Pier Paolo Pasolini-film, får torturen og kunsten til at nærme sig hinanden, en nærhed som Lee også undersøger i sine digte. Om Hennes vård skriver kritikeren Aris Fioretos i Expressen: “Moderna jagpraktiker undersöks med samme kyliga lidelse som begärsstrukturer dekonstrueras.” De jeg-praksisser som undersøges er bl.a. forhørssituationen, ritualiseret vold som fx i bokseringen og morskabets vold, relationen til børnene som en slags abjekter. Modsat Kom, som foregår i et rum uden for tid og sted, findes der en dokumentarisk tendens i Hennes vård: der citeres bl.a. fra en bog om politiske fanger i Vietnam, og den kendte bokser Ray Mancini er central i en af digtsuiterne.

I det norske studenttidsskrift Bøygen #3/05 beskriver Lee digtskrivningen som boksning – det drejer sig om at ramme (smerte)punkter – og prosaskrivningen som maratonløb, at tilbagelægge lange, seje strækninger. I 2007 tager hun det fulde skridt ud i prosaen med romanen Ladies, publiceret på Bonniers. Med sit überfeminine, lyserøde omslag bliver romanen snart omtalt som “intelligent chick lit”, med en mere eller mindre ubegribelig reference til bl.a. Helen Fieldings bøger om Bridget Jones. Ladies har fire hovedpersoner, alle kvinder i 30’erne, som bevæger sig mere eller mindre coole gennem en moderne verden, hvor iskold visualitet er et styrende paradigme. De hengiver sig alle til tidens poserende individualisme, på nær den sky og indadvendte poet Laura, hvis projekt er en smule anderledes end de andres. Billeder af Laura bruges i et kunstprojekt, udført af ex-kæresten Siri, og vi genkender Lees præcise sprog, bl.a. når Laura går til angreb på billederne af sig selv:

Laura gick bort till väggen. Hon tvekade inte. Stannade framför en bild som föreställde hennes överkropp, til hälften skuggad av fotografen. Hon höjde handen, blundade. Slog knytnäven i det tynna skyddsglaset som splittrades i tusen bitar. Sedan drog hon hårt och metodiskt vinglasets avhuggna fot över fotografiet. Repade sönder bilden tills motivet inte längre syntes. Så gick hon vidare längs väggen, krossade, splittrade, och drog med det stympade glaset över alla fotografier hon kom åt. Hon repade sönder dem, bild for bild. Sin kropp, sitt ansikte. Och det konstiga var att ingen hinrade henne.

De fire kvinder er alle monstrøse på hver deres måde, men Laura, poeten, er den som vender sig med det største raseri mod en kultur besat af visualitet – et kritisk standpunkt som hun synes at dele med forfatteren.

Lee har senest oversat den canadiske poet og essayist Anne Carson (f. 1950), hendes Röd självbiografi: en versroman publiceredes på svensk i 2009. Carson har bl.a. gendigtet Sapfo, og også det skønlitterære forfatterskab præges af en fascination for kulturen i det gamle Grækenland, som opdateres og omskrives på anakronistisk vis. Röd självbiografi: en versroman baserer sig på myten om Herakles og det vingede monster Geryones, som oprindeligt mødes i en voldelig konfrontation, men hos Carson er mødet også et intenst kærlighedsmøde.

Legg inn en kommentar