Daniela Seel (D)

Daniela Seel kom til Berlin fra Frankfurt i 1996 og blev del af et energisk miljø med en tværæstetisk og DIY-orienteret holdning til kunsten. I 1997 fik dette netværk idéen til forlaget Kookbooks, hvor gruppen af venner – Uljana Wolf, Jan Böttcher, Johannes Jansen, Hendrik Jackson, Andreas Töpfer og andre – lykkedes at skabe en holdbar ramme for selvstændig bogproduktion. Andreas Töpfer, bl.a. kendt som designer for det bergensbaserede litteraturtidsskrift Vagant siden 2010 og som også åbner en udstilling ved årets Audiatur-festival, gav Kookbooks et egenartet og genkendeligt udseende. Kookbooks har nu eksisteret i femten år, og har etableret sig i Tyskland med positiv respons. Daniela Seel er travlt optaget som redaktør og oversætter og senest også som lyriker. I 2011 udkom hendes debut ich kann dieser stelle nicht wiederfinden (“Jeg kan ikke finde dette sted igen”) på eget forlag som modtog Friedrich-Hölderlin-Förderpreis og flere andre tyske lyrikpriser. Seel kan man for eksempel finde bag bogbordet på technoklubben Berghain efter et arrangement som kobler lyrik sammen med lyd, eller som del af en kollektiv performance som flytter sig fra rum til rum i store fabrikslokaler ombygget til kulturhus i den berlinske bydel Wedding.

I de første forårsdage i 2011 spadserer Seel og jeg rundt i parken omkring Schloß Charlottenburg, Seel fortæller med stor entusiasme om forlagets forfattere og nedtoner sin egen position som lyrikdebutant – alligevel er det hendes egen bog Audiatur-gruppen til slut kaster sin kærlighed på, og det er ikke bare på grund af det fantastiske ord “Kondomverpackungsschnitzel” (“Kondompakkekotelet”) som er Seels egen konstruktion. Seel skriver om digtet som “Bewegung im Körper des Autors, welcher der Leser ist”, digtet som en bevægelse i forfatterkroppen som er læseren. Her smelter den skrivende og læsende sammen, og digtet bliver til en både fysisk og hverdagslig bevægelse – som vejrtrækning, digtet som del af det levede liv. Med andre ord et performativt credo: Poesie als Lebensform, som et Kookbooks-slogan lyder.

Seel viser et højt æstetisk refleksionsniveau, som samtidig har en let og nærværende tone. I suiten “wo ihr körper beginnt” (“hvor hendes krop begynder”) glitrer noget i mørket i et nattedunkelt hus. Jeget kæmper med at skelne objekterne omkring sengen, hun vil fotografere dem, men ser bare bunker af støv og en kondompakkekotelet; en surrealistisk, drømmeagtig konstruktion. I samme suite kulminerer en refleksion om digtets rum i et frapperende billede:

wenn der raum des gedichts kein auge hat,
das auf ein außen sieht, nur bewegung

im körper des autors, welcher der leser ist,
moderiert, was betrachten wir dann,

wenn wir diese biene betrachten, von der
ich nicht sagen kann, ob sie friert.

wie sie kaum merklich die haut streift,
sie durchdringt. so die stelle markiert,

wo ihr körper beginnt.

Hvilket i Simen Hagerups norske oversættelse lyder således:

hvis diktets rom ikke har noe øye
som ser på et ytre, bare bevegelse

i kroppen til forfatteren, som er leseren,
moderert, hva betrakter vi så

når vi betrakter denne bien, som
jeg ikke kan si om fryser.

hvordan den nesten umerkelig streifer huden,
trenger gjennom den. på den måten markerer stedet

der kroppen hennes begynner.

 

Susanne Christensen