Aleksandr Skidan

Norsk // English

Jeg ville tale om digtet »Red shifting«, det var planen. Men naar jeg ville tale om det, opstod en ambivalens i mig imellem min oplevelse af digtet og det at sige noget om det. Saadan er det ofte med digte af Aleksandr Skidan. Jeg formaar ikke at give folk, for eksempel en ven paa en café, som ikke kender disse digte, noget godt indtryk. For mens denne digters digte naesten altid, mens jeg laeser, goer mig begejstret, bevaeget, da lyder det altid kompliceret, hvis jeg skal forsoege … – ja, hvad er det, jeg skal forsoege, at argumentere for et digts kvalitet? At argumentere for min bevaegelse? Gennem henvisning til mening? Dybde? Men med bevaegelse mener jeg ikke noedvendigvis bevaegelse i dybden. Jeg kan tale om disse digtes komposition, som forekommer baade intelligent og intellektuel. Man taler om shifting mellem lingvistiske niveauer, litteraere spil.

En udbredt grad af citeren, som virker baade ironisk og toer. Og det var slet ikke det, jeg skulle tale om. Arkadi Dragomosjtsjenko naevner i sit forord til Red Shifting (den engelske Skidan-antologi), at mange har laert stil af Skidan, men ofte uden at vide, hvad der laa bag. Han siger, at Skidan formentlig ogsaa selv har glemt, hvad der laa bag. Maaske – i det store hele. Men ikke, tror jeg, hvad angaar det enkelte digts motivation. her findes en tydelig bevidsthed om ofte kontroversielle motivationer: nu at ville vaekke en doed til live f.eks., i »Red shifting«. Hvilket ganske vist kun formuleres i digtets sidste stanza, men hvilket viser sig at vaere digtets maal. men man kommer let til at tale om foerste stanzas dekonstruktion af visuel kultur, visuel civilisation.

Bl.a. TV. Historiens voldelige, materielle indsiven i oejet. Stemmer bliver til ekkoer. Blikket der igennem lag paa lag til sidst naar til et naesten toemt billede. Lysten til brud paa enhver kontinuitet. Det er umiddelbart lettere at forstaa alt det som en faelles beskrivelse, kulturelt. Men det viser sig i sidste stanza at have en anden betydning: oensket om at oploese tiden. Undflyelsen af doeden. den visuelle civilisation var netop kun et billede. mens foelelsen selv, af den engang levende, oensket om at vaekke hende til live? hvad? Dragomosjtsjenko taler i naevnte forord om behovet for bekendelse, men det her er naermere paakaldelse. Kan man overhovedet naerme sig den type kunstnerisk ambition, naar man blot skal tale om en interessant digter? Men netop den type almindelig og radikal foelelse er for mig det vaesentligste i Aleksandr Skidans digtning.