Mette Moestrup

Norsk // English

Jeg hører Mette Moestrup (f. 1969) læse op to gange i 2007 og begge gange tænker jeg at hun er skitjobbig. På Världspoesidagen i Stockholm i marts insisterer hun på at gøre oplæsningen til en slags samtale – publikummet sidder i mørket og har det fint, hun står på scenen over os, oplyst. Selvsagt burde hun blive i sit spotbestrålede rum, som bag en montre, på udstilling – hun burde agere i det rum som er hende tildelt, i det akvarium som spotlyset danner. Men nej, Moestrup vil trænge ned i den mørke sal, hun forsøger at se og samtale med sit publikum: hun insisterer på at læse digtene ”Sandt/falsk” I, II og III fra samlingen kingsize (Gyldendal, København 2006) og vi, publikummet, får besked på at forholde os til hvert udsagn, om hvorvidt vi mener at hvert udsagn er sandt eller falskt. Vi skal tilkendegive vores mening, rent faktisk svare med ordene sandt eller falsk. Det er som om Moestrup vil omgøre salen til en slags instant democracy, hun tvinger os til at relatere, reagere. Skitjobbigt.

På Festspillene i Bergen i maj deltager Moestrup i en samtale om tradition og avantgardisme, de øvrige deltagere er poeterne Tone Hødnebø, Marie Silkeberg og Jenny Tunedal: disse sidder alle forholdsvist roligt på deres stole, men ikke Moestrup. Samtalen udvikler sig til en slags værkstedssamtale, og man får snart indtryk af at det er et bilværksted Moestrup arbejder i, snarere end en skrivestue, med al dens ro, dens blide em af ånd. Moestrup har spredt et antal bøger og tidsskrifter ud på gulvet foran sig og gestikulerer vildt når hun forsøger at anskueliggøre hvordan hun arbejder, hvordan hun klipper i forskellige tekster og således sætter sine egne tekster sammen. Der er en slags brutalitet, en barbarisk sanselighed i hendes fremtoning, papir vælter ud under hendes stol, ud over scenekanten. Man må næsten dukke sig for ikke at få strømmen af papir i hovedet, ja, det er skitjobbigt.

Moestrup – som også underviser på Forfatterskolen i København – har udgivet digtsamlingerne Tatoveringer (1998), Golden Delicious (2002) og kingsize (2006). Alle tre bogtitler vil tilsyneladende pege på noget andet end på sig selv som bogobjekt – et dekorativt indslag på en overarm, en æblesort og Kingsize – stavet med stort K – er et talk show som udfolder sig på siderne i kingsize. Dette er altså ikke en pibe, dette er ingen bog, dette foregår direkte på huden, i fordøjelsessystemet, på en scene i et tv-studio.

Moestrups digte taler ofte med sig selv på en lidt kaotisk, distræt – udprøvende – måde, tankens søgende bevægelser er eksplicit tilstede i digtene. Man kan skimte en poetik som går mod det ekspansive, processuelle, bort fra et poetologisk standpunkt som bl.a. den danske poet Søren Ulrik Thomsen har været fortaler for: digtet som en renskåret elegant skulptur i rummet som holder sig oppe i kraft af stramme udelukkelsesmekanismer.

Moestrups tekster er både komplekse og umiddelbart fængende, som popsange. Det umiddelbart fængende ses bl.a. i Golden Delicious, hvor universet har en tegneserieagtig kvalitet og ofte også er præget af en syntetisk sensibilitet, som en strøm af kuriøse minder fra de tidlige 80ere. Her er f.eks. digtet ”Øh tegneserietårer” fra Golden Delicious:

En dreng jeg kendte kunne ingenting.
Han sov med briller på og talebobler
fra Sølvpil i hovedet: Fordømt! Krapyl! Bandit!
skreg han og slog sig selv i søvne
hårdt, til han smilte.
Øh tegneserietårer. Øh første kærlighed.
Øh støvboldes ligegyldige antal
på græsplænen
og i den hvide vindueskarm
fem knappenåle
én Månestråle
lyser hessiantapetet op: Månestråle
fra Sølvpil. Det friske indianerblad for drenge og piger nr. 2, 1979
bundet til et træ med reb under brysterne.

I et interview i tidsskriftet Ildfisken (interviewet kan også læses i Audiatur – Katalog for ny poesi 2007) taler Moestrup om teksten ”Primitivt, privat” (fra kingsize) og dens tilblivelse: basis for teksten er en bog købt på en rejse til Grønland, grøndlandsfarer Knud Rasmussens 500 leveregler, gamle Ord og Varsler (1979). Via et kompliceret system af formelle regler behandles Rasmussens tekst indtil en ny tekst fremkommer. Arbejdsprocessen bæres frem af spørgsmål som digteren stiller sig, spørgsmål der går på hendes – som dansker – relation til Grønland – som tidligere dansk koloni. Moestrup er på vagt overfor sin egen eksotisme, og det formelle arbejde med Rasmussens tekst danner (selv-)undersøgelsens spor. En sådan konceptuel arbejdsmetode indebærer en tilnærmelse mellem skrive- og leveregler, hvor skrivereglerne nu i højere grad tjener et etisk mål – pegende på et socialt rum – snarere end et rent formelt. Moestrup gav i den nævnte værkstedssamtale i Bergen udtryk for at dette er hendes foretrukne arbejdsmetode inspireret af 1960ernes konceptuelle kunstnere som f.eks. Yoko Ono.

Et nøgleord, i forhold til de spørgsmål som Moestrup stiller sig, er ”oprindelighedsproblematikker” – tendensen til at henføre enhver genstand og person til et oprindeligt ophav for at fastslå en identitet, give navn til noget. Moestrup har også brugt sit eget navn som udgangspunkt for identitetsundersøgende projekter som f.eks. værket M.M. – et brevprojekt. En mulig referenceramme for de moestrupske undersøgelser kan findes indenfor moderne postkolonial- og queerteoretisk forskning. Og alle der ved bare en lille smule om den slags forskning vil give mig helt ret – den er skitjobbig.

Susanne Christensen

Tomomi Adachi

Jelle Meander

Caroline Bergvall

Redaksjonen

Ingvild Burkey

Silje Bekeng

Christian Bök

Jesper Olsson

Pedro Carmona-Alvarez

Henning Hagerup

Ellen Grimsmo Foros

Sindre Ekrheim

Simen Hagerup

Sofie Arneberg

Linn Hansén

Athena Farrokhzad

Martin Larsen

Lars Bukdahl

Karl Larsson

Redaksjonen

Leevi Lehto

Miia Toivio

Cecilie Løveid

Silje Stavrum Norevik

Mette Moestrup

Susanne Christensen

Fredrik Nyberg

Hanna Nordenhök

Øyvind Rimbereid

Ulf Eriksson

Cia Rinne

Leevi Lehto

Jacques Roubaud

Cathrine Strøm

SHARKS

Athena Farrokhzad

Aleksandr Skidan

Dmitrij Golynko

Kajsa Sundin

Athena Farrokhzad

Gunnar Wærness

Redaksjonen

Miia ToivioMiia Toivio">Miia ToivioMiia Toivio

Leevi Lehto

Att bli ved I og IIAtt bli ved I and II

Fredrik Nyberg

ChateauxChateaux

Beata Berggren, Martin Högström, Peter Thörneby

Falsche FreundeFalsche Freunde

Uljana Wolf

Happiness: Poems After RimbaudHappiness: Poems After Rimbaud

Sean Bonney

Spit TempleSpit Temple

Cecilia Vicuña

Tarnac, un acte préparatoireTarnac, un acte préparatoire

Jean-Marie Gleize

-->

Audiatur avholdes 27.-30. september 2007 for tredje gang i Bergen. Audiatur finner sted på flere arenaer, men hovedsetet vil være BIT Teatergarasjen.