Lars Skinnebach

Norsk // English

I SKRIFTENS BIOSFÆRE

Om Lars Skinnebach og Klimakrisen

Der er så meget, man kan skrive om Lars Skinnebachs forfatterskab, det strækker sig som en lang fortsat skrift fra bog til bog. Stærk kærlighed til en nyfødt datter i det ene digt, dybt selvhad og læserhad i det næste, som i suiten ”Læs mig, jeg har store bryster” fra Din misbruger (Gyldendal, 2006), en suite, der efterhånden har antaget karakter af ny-klassiker i dansk litteratur. Den markerer en særlig brug af stemme, som har været stærkt udbredt i dansk digtning, at rase mod sit eget jeg, at afbryde sin tale, at hade det subjekt, man springer ud af, mistanke overfor jeget, mistanke overfor betydningen, at være et piksvin, at die ved bryster fulde af sten. Det kan være poesien, en stenhård næring, uforsonlig, Lars Skinnebach, han skriver som en fuld mand, som en liderlig, som en ulykkelig, nådesløs shaman nogen gange. En misbruger, sin fars søn.

Hele tiden i digtene også en underlig og meget præcis, nærmest skrøbelig, fornemmelse for billedet. I det rasende ønske om at smadre: hele tiden kærlighed til de skove, til de myter, som teksten samtidig vil vaskes ren af.  Længslens objekt er lakeret af had, at hade det oprindelige, at hade betydningen, at længes efter den samtidig, at ville kopulere med betydningen, at lovprise skriget, ensomheden, at sige: selvom det hjælper, hjælper det ikke.

Få digtere har som Lars Skinnebach påvirket den yngre generation af digtere i Danmark, og han fremstår i den litterære offentlighed som en enigmatisk, agiterende karakter, der på scenen taler  med lige dele raseri og ulykke i stemmen og med en særlig voldelig humor.

Hvor hans digte tidligere udgjorde vrængende slagmarker, hvor stat og intimitet var hinandens vrangsider, synes de klare politiske udmeldinger i den seneste bog Øvelser og rituelle tekster (Afterhand, 2011) at have banet vejen for en ny og klarere patos end tidligere, et fastere erindrende jeg. ”Far var ædru” står der, ”Jeg så ham aldrig drikke i naturen. Naturen var hellig.” Det grønlandske landskab, hvor sønnen tager på jagt med sin far, knyttes i bogen sammen med et politisk projekt. Om jagten, denne urscene, skrives der: ”det gav mig nogen grundlæggende forestillinger om et utopisk land.” Utopien og den skrøbelige relation til faren skrives sammen i en lang penduleren mellem poetik, politik og erindring. Kunsten fremskrives som det sted, hvorfra der kan strømme nye mulige livsmåder, nye skove. Kunsten bliver det sted, hvorfra en egentlig verdensomvæltende bevægelse kan komme fra. Skriften bliver i sig selv en biosfære, en mulig utopi at tage bolig i. Det gør det muligt for Lars Skinnebach at skrive ”kunst der ikke beskæftiger sig med klimakrisen er ikke værd at beskæftige sig med”, fordi selve relationen til andre mennesker afhænger af det utopiske sted, af den hellige natur, af afværgelsen af dens ødelæggelse.

Et sådan forsøg på afværgelse møder man måske hos den musikalske duo Klimakrisen, hvor Skinnebach sammen med digter og musiker Theis Ørntoft messer legende og ildevarslende om katastrofens kommende bølger, om ”at løbe fra det hele”, sange som kærlige, desperate ritualer, der bærer muligheden for både utopi og apokalypse i sig.

Man kan sige, i Lars Skinnebachs forfatterskab kan det ikke lade sig gøre at adskille klimakrisen fra den intime katastrofe. De to belyser hinanden. Storpolitiske problemer er indfoldet i den mest intime relation og omvendt. Den intellektuelle diskurs er for altid vokset sammen med den intime tale, en ømhed, der opstår med krisens mærke på sig, en far og en søn, der tager bolig i en orange container ved søen, ved 3. fjord; containeren, en fed dråbe af civilisation mellem granerne, som digtet, svanger med rasende utopier.

Lars Skinnebach er født 1973, han debuterede med digtsamlingen Det mindste paradis (Gyldendal, 2000), siden har han bl.a. udgivet fem digtsamlinger, hvor af Øvelser og rituelle tekster er den seneste.

Olga Ravn