Olga Ravn

Norsk // English

Audiaturs lange arme rakte ud før danske Olga Ravns debut var at finde i butikkerne. Med basis i en optræden og et sneak preview på tekster føltes det rigtigt at invitere den unge Ravn til Bergen. Et mystisk billede præger forsiden på hendes første digtsamling Jeg æder mig selv som lyng (Gyldendal 2012); mørkerøde, organiske strukturer ser ud til at vifte i vinden, eller sno sig rundt dybt inde i kroppen et sted. Bagsiden af bogen præges af en serie ømme dupper, brystvorter sorteret i sirlig, videnskabelig orden. Langsomt aner man hvad vi skuer på forsiden, et voksaftryk af en brystvortes vrangside! Unheimlich, indeed. Selvfortæringen der foregår i titlen er den unge piges forvrængte, søgende selviagttagelse. Den første suite “Grammatisk ubehag” sætter sig bogstavlig talt på tværs i struben; lange, stammende sætninger løber nedefra og op og hakker derudaf:

[…] og sådan i en, omstændighederne taget i betragtning, sen alder kærlighedsopdagende, ser jeg et jeg foran, og det er smukt, i desperationsgenkendelsen at være forstået umulighedskrop og nærmere umulighedssansning i ikkemødet flæbende og tænderskærende cigaretraseri iklædt iklædt en mængde genkendeligt som: bittersødt, lyserødt, ørken, tyggegummi, sæd, chiffon […] og andet andet fastholdt i pigesindets sprællende, der mødes vi forsøgsvist.

Et lille pigevæsen prøver at komme til orde, hun taler i negationer, ord som starter på u- og ikke- klumper sig sammen i tunge, bogstavsrimende flodbølger fulde af ø’er og æ’er. Pigevæsnets relation til egen krop præges af en slags afsky-nysgerrighed. Pigeøjet på pigekroppen, hun er sit eget objekt-abjekt, samtidig med at blod fra det nyligt aborterede foster stadig strømmer ud af hende som hun går og står: “Pigerest hen over hele huden” lyder det.

Blikket overtages senere af “autoriteter” og “anatomister” som iagttager og “håndterer” pigekroppen, bl.a. i den kliniske abortsituation, men også i form af dokumentariske indslag (suiten “Front is matter”) fra det videnskabelige værk On the Anatomy of the Breast (1840) af Sir Astley Cooper, om et videnskabeligt gaze på pigekroppen som prætenderer at være objektivt, men som har en både poetisk og pornografisk understrøm i sig. Ravns sprog vipper selv mellem to ekstreme forsvindingspunkter: den faktisk pigekrop som idealiseres bort (romantisk retorik, lyrisk poesi) og den faktiske pigekrop som granskes i stumper og stykker (videnskab, pornografi, reklamesprog). Selvundersøgelsen afviser både idealisering og partering og prøver at skabe et sprog for sig selv i dette mellemrum mellem forskellige forvrængende diskurser.

Pia Tafdrup forsøgte i 1980′erne at skrive kvindekroppen, det er imidlertid en anden dansk digter med et mindre euforisk sprog og med en ganske ulykkelig skæbne, Tove Ditlevsen, der med sin digtsamling Pigesind (1939) ligger nærmere det ravnske beat. Ravn kommer ud af en stærk flok skrivende (Astra Olivia Nordenhof, Bjørn Rasmussen, Josefine Klougart og flere andre) som allerede er blevet iscenesat som en generation, en tendens, hvor netop det kropslige og identiteten undersøges i barske og mørke toner. Ravn er også litteraturkritiker ved den danske avis Information og i damebladet Femina og har sammen med nogle af sine generationsfæller pirateret – bordet, overtaget – litteraturtidsskriftet Den blå port. Heller ikke i sine tanker omkring kritikergerningen forsvinder det kropslige perspektiv, i Information skrev hun i januar 2012:

Man læser med det hele, man er både så offentlig og privat, næsten hemmelig, med sin lille krops slimproduktion, ligesom man er, når man anmelder, læsende så professionelt og så intimt samtidig.

Susanne Christensen